søndag, oktober 29, 2006
Ny vaccine mod livmoderhalskræft
Human papillomavirus vaccine kan nu leveres fra Statens Serum Institut. Vaccinen anvendes til forebyggelse af livmoderhalskræft og kønsvorter.
Papillomavirus forårsager vorter og abnorm vævsvækst. Der findes over 100 typer papillomavirus, og nogle af disse typer er forbundet med genitale cancerformer. Human papillomavirus (HPV) type 16 og 18 er årsagen til omkring 70 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft (cervixcancer), og HPV type 6 og 11 er årsagen til omkring 90 % af alle tilfælde af kønsvorter (kondylomer).
Alle papillomavirus er omgivet af en skal, der består af proteiner (L1-proteiner). Vaccinen indeholder oprensede L1-proteiner fremstillet i gærceller ved gensplejsning fra fire typer af det humane papillomavirus: type 6, 11, 16 og 18. Proteinerne samler sig i viruslignende partikler, dvs strukturer som ligner HPV-virus, således at kroppen nemt kan genkende dem og dermed sætte immunsystemet i gang med at producere antistoffer mod disse proteiner. Antistofferne er med til at ødelægge virus. Efter vaccinationen er immunsystemet i stand til at producere antistoffer hurtigere, hvis det igen udsættes for disse vira. Dette er med til at beskytte mod de sygdomme, som kan forårsages af disse vira.
På billedet ses to HPV-viruser taget med elektronmikroskop
Kilde: Statens Serum Institut
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar