torsdag, juni 21, 2007

Så går turen til Kreta

Ja, så er turen blevet til Chania i Kreta. Tager afsted lige om lidt og kommer tilbage den 28 juli.

I må alle have en rigtig god sommerferie.

onsdag, juni 13, 2007

Koffein modvirker muskelømhed efter træning



I dette forsøg udførte en gruppe kvinder ekscentrisk arbejde med lårmuskulaturen. To dage senere blev graden af muskelømhed testet - enten ved indtagelse af koffein svarende til tre kopper kaffe eller ved indtagelse af placebo. Koffein reducerede smerteoplevelsen med næsten 50 %.
Kvinderne udførte ekscentrisk arbejde samtidigt med at musklerne blev elektrisk stimuleret. Dette er en belastning af musklerne, som er kendt for at give ekstrem muskelømhed. En og to dage senere blev kvindernes smerteoplevelse testet i forbindelse med maksimale eller submaksimale belastninger af den ømme muskulatur. En time inden disse målinger havde de indtaget placebo, eller koffein (5 mg pr. kg kropsvægt). Dem der havde fået koffein havde en markant reducering i smerteoplevelsen.

Andre forsøg har vist at koffein, udover at have en præstationsfremmende effekt, også reducerer smerteoplevelse under selve træningen. Dette kan dels hænge sammen med at koffein er et centralt stimulerende stof og dels at koffein blokerer for de såkaldte adenosinreceptorer.

Inden man kaster sig ud i et stort koffeinforbrug for både at præstere mere under træningen - og hurtigere komme sig over ømheden, så skal man vide, at kroppen gradvist vænner sig til et koffeinindtag. Det betyder både at effekterne svinder, samt at man kan få abstinenssymptomer, når man skærer ned igen.

Da det jo er vist, at strækøveleser ikke sænker muskelømhed efter træning, så kan man jo overveje om det gamle "husk at strække ud" skal erstattes af "husk kaffen!". Det er dog sådan, at selv om kaffe indeholder koffein, så har andre forsøg vist, at det kaffe ikke altid giver de samme effekter som indtagelse af ren koffein. Det er uvist om kaffe har den smertedæmpende effekt eller ej. Mange andre læskedrikke indeholder dog koffein i anseelige mængder, og disse virker sandsynligvis altid på samme måde som ren koffein.

Hvis man alligevel vælger at indtage koffein i form af kaffe, så er kaffens sundhedsskadelige eller gavnlige effekter jo til fortsat debat. Min egen holdning til den sag kan bedst sammenfattes i følgende citat:

"Kaffe er usundt i alt for store mængder. Men en god kop eller 3 om dagen er bare en smuk livgivende nydelsesoplevelse af dampende varm aromatisk sort magi, der vækker kroppen, giver sjælen liv og dagen mening!" (Blackmoore 2007)




Skrevet af Morten Zacho, cand. scient. 21. feb. 2007.




Reference:
Caffeine Attenuates Delayed-Onset Muscle Pain and Force Loss Following Eccentric Exercise.
Maridakis V, O'connor PJ, Dudley GA and McCully KK. J Pain. 2006 Dec 8